Flere virksomheder anvender i dag kunstig intelligens til at generere billeder til brug i blandt andet markedsføring.
Brugen af AI-genererede billeder kan imidlertid give anledning til ophavsretlige spørgsmål, hvis det genererede billede ligger tæt op ad et eksisterende fotografi.
Fotografiers beskyttelse efter ophavsretsloven
Fotografier er beskyttet efter ophavsretsloven, og beskyttelsen opstår automatisk, når billedet bliver taget.
Alle fotografiske billeder nyder beskyttelse efter ophavsretslovens § 70 i 50 år fra udgangen af det år, hvor billedet blev taget. Hvis et fotografi har den nødvendige kunstneriske originalitet, kan det desuden være beskyttet som et fotografisk værk efter ophavsretslovens § 1 i 70 år efter ophavspersonens død.
Beskyttelsen gælder både professionelle- og amatørfotografier.
Når kunstig intelligens bruges til at generere billeder
Generative AI-modeller trænes på store mængder eksisterende indhold, herunder også fotografier og andre ophavsretligt beskyttede værker.
Det kan betyde, at et AI-genereret billede i nogle tilfælde får ligheder med et eksisterende fotografi, eksempelvis i komposition, perspektiv, belysning eller andre konkrete elementer.
Ophavsretten beskytter ikke en idé, et tema eller et generelt koncept alene. Man har således ikke eneret på eksempelvis idéen om en bestemt type kampagnebillede, et bestemt motiv eller en særlig stemning. Grænsen kan derimod blive overskredet, hvis et nyt billede overtager så mange konkrete elementer fra et eksisterende fotografi, at der reelt er tale om en gengivelse af hele eller væsentlige dele af det beskyttede fotografiske billede eller værk.
Det afgørende er derfor ikke, om billedet er lavet ved hjælp af AI, men hvor tæt det færdige resultat ligger på det eksisterende fotografi.
Filippa K trak AI-kampagne tilbage
Et eksempel på problemstillingen er den svenske modevirksomhed Filippa K, som i juni 2026 trak en kampagne tilbage efter beskyldninger om, at AI-genererede billeder til virksomhedens forårs- og sommerkollektion lå meget tæt op ad eksisterende fotografier.
Kritikken gik på, at mindst to af kampagnebillederne havde en sådan lighed med fotografier taget af modefotograferne Johan Sandberg og Athina Chrissaki, at der efter kritikernes opfattelse var tale om en kopi.
Efter kritikken fjernede Filippa K kampagnen.
Sagen viser den risiko, der kan opstå, hvis et AI-genereret billede overtager en række konkrete visuelle elementer fra et eksisterende fotografi.
AI-billede af hund under vand var ikke en krænkelse
Omvendt er det ikke tilstrækkeligt, at et AI-genereret billede har samme tema eller motiv som et eksisterende fotografi. Det blev blandt andet illustreret i en tysk sag fra 22. december 2025 ved Landgericht Düsseldorf.
Sagen vedrørte en fotograf, som havde taget et billede af en hund under vand, der forsøgte at gribe ud efter et stykke rødt legetøj. En tidligere samarbejdspartner offentliggjorde efterfølgende et AI-genereret billede på sin hjemmeside, som ligeledes viste en hund under vand, der forsøgte at gribe et rødt stykke legetøj.
Fotografen mente, at AI-billedet krænkede hans ophavsrettigheder til fotografiet og anmodede derfor om et midlertidigt forbud. Retten fandt imidlertid ikke, at der forelå en krænkelse.
Ved vurderingen lagde retten blandt andet vægt på, at konkrete elementer som billedudsnit, perspektiv, belysning og graden af skarphed kunne være beskyttede, mens det overordnede tema og selve motivet ikke i sig selv var beskyttet.
Selv om begge billeder viste en hund under vand, der forsøgte at få fat i et rødt stykke legetøj, var den konkrete udformning forskellig. På det oprindelige fotografi så man alene hundens hoved og legetøjet, mens det AI-genererede billede viste hele hundens krop og havde en mere tegneserieagtig karakter. Hunden rakte desuden ud efter legetøjet med både mund og forpoter.
Retten fandt derfor, at lighederne hovedsageligt vedrørte motivet og idéen bag billedet og ikke de beskyttede elementer i fotografiet.
Hvor går grænsen?
De to eksempler viser, at der skal foretages en konkret vurdering af lighederne mellem det AI-genererede billede og det eksisterende fotografi.
Lighed i et overordnet tema, motiv eller koncept udgør som udgangspunkt ikke en krænkelse. Risikoen opstår navnlig, hvis det nye billede også overtager konkrete og karakteristiske elementer som komposition, billedudsnit, perspektiv, belysning eller andre kreative valg.
Virksomheder, der eksempelvis anvender AI-genererede billeder i deres markedsføring, bør derfor være opmærksomme på, om det færdige billede ligger så tæt op ad eksisterende materiale, som AI-modellen kan være trænet på, at grænsen mellem inspiration og kopiering overskrides.