VAREMÆRKER

Varemærkers værdi og betydning i samfundet er stigende og intet tyder på, at det vil aftage. Samtidig har lovgivningen på området aldrig været mere kompleks. Derfor er det afgørende, at I får specialiseret rådgivning og hjælp til beskyttelse af jeres varemærker, og dermed værne om jeres good will på bedst mulige vis.

LØJE IP kan hjælpe jeres virksomhed med beskyttelse af varemærker i hele verden. Vi kan hjælpe med:

  • Varemærkeundersøgelser
  • Registrering af varemærker over hele verden
  • Overvågning af varemærker
  • Fornyelse og overdragelse af varemærkerettigheder
  • Indsigelses- og ophævelsessager
  • Retssager, bl.a. bevissikrings- og forbudssager
  • Strategisk rådgivning om beskyttelse af varemærker
  • Kontraktmæssige forhold, bl.a. licensering

Viden om varemærker

Det er essentielt at få sikret rettigheder til sit varemærke samt at have en fremsynet varemærkestrategi. Lovgivningens kompleksitet kan dog gøre dette til en uoverskuelig opgave at løfte, uden den nødvendige juridiske erfaring og indsigt. Hos LØJE IP gør vi en dyd ud af at omsætte lovgivningen til et mere forståeligt format. Herunder kan I læse nærmere om varemærker.

Ord, logoer, firmanavne, slogans, farver, lyde, dufte, bevægelige elementer eller sågar en vares udseende eller dens emballage. Et varemærke kan bestå af mange ting. Det er i princippet kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan udgøre et varemærke.  Fælles for alle varemærker er dets funktion. Det vil sige, at varemærket udgør det særlige kendetegn, som virksomheder bruger til at markedsføre sine varer eller tjenesteydelser. Det er varemærket, som sætter forbrugeren i stand til at identificere varer og tjenesteydelsers kommercielle oprindelse. Dermed bliver det muligt for forbrugerne at skelne mellem produkter og virksomheder. Derfor repræsenterer varemærket et helt centralt aktiv for enhver virksomhed uanset, hvilket marked der er tale om. Man skal blot forestille sig Apples produkter uden Apple varemærket for at begribe, hvor essentielt et varemærke er. 

Varemærkeretten består i en eneret til at forbyde andre at anvende et identisk eller forveksleligt mærke erhvervsmæssigt. Selv hvis et andet varemærke ikke er forveksleligt kan indehaveren af et varemærke i visse tilfælde forbyde brugen. Eneretten til et varemærke gælder dog kun i det omfang, at varemærket er beskyttet.

Beskyttelse forudsætter, at varemærket er egnet til at adskille ens produkter fra konkurrenternes. Det vil sige, at varemærket skal have særpræg. Heri ligger dels et krav om, at varemærket ikke må være beskrivende for de varer eller ydelser, det søges beskyttet for samt, at det ikke må være en almindelig betegnelse for de pågældende varer eller ydelser. Man kan således godt få beskyttet helt almindelige ord som for eksempel ”Apple” for computere, men ikke for æbler. 

Langt de fleste varemærker er af ordmærker eller figurmærker – logoer. Ordmærkerne består udelukkende af bogstaver og/eller tal i en almindelig skrifttype, mens figurmærker er en samlebetegnelse for alle andre typer varemærker, hvori der indgår en særlig grafisk udformning. Et ordmærke giver den bredeste beskyttelse, da det som udgangspunkt giver eneret til selve ordet i relation til de pågældende varer eller ydelser, uanset i hvilken udformning det anvendes. 

Figurmærket derimod giver normalt kun beskyttelse for den konkrete udformning. Figurmærket giver desuden beskyttelse for den grafiske del af varemærket. Det gule ”M” i McDonald’s logoet er således i sig selv beskyttet, selvom det ikke anvendes sammen med ordmærket ”McDonald’s”.

Ord, logoer, firmanavne, slogans, farver, lyde, dufte, bevægelige elementer eller sågar en vares udseende eller dens emballage. Et varemærke kan bestå af mange ting. Det er i princippet kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan udgøre et varemærke.  Fælles for alle varemærker er dets funktion. Det vil sige, at varemærket udgør det særlige kendetegn, som virksomheder bruger til at markedsføre sine varer- eller tjenesteydelser. Det er varemærket, som sætter forbrugeren i stand til at identificere varer- og tjenesteydelsers kommercielle oprindelse. Dermed bliver det muligt for forbrugerne at skelne mellem produkter og virksomheder. Derfor repræsenterer varemærket et helt centralt aktiv for enhver virksomhed uanset, hvilket marked der er tale om. Man skal blot forestille sig Apples produkter uden Apple varemærket for at begribe, hvor essentielt et varemærke er. 

Varemærkeretten består i en eneret til at forbyde andre at anvende et identisk eller forveksleligt mærke erhvervsmæssigt. Selv hvis et andet varemærke ikke er forveksleligt kan indehaveren af et varemærke i visse tilfælde forbyde brugen. Eneretten til et varemærke gælder dog kun i det omfang, at varemærket er beskyttet.

Beskyttelse forudsætter, at varemærket er egnet til at adskille ens produkter fra konkurrenternes. Det vil sige, at varemærket skal have særpræg. Heri ligger dels et krav om, at varemærket ikke må være beskrivende for de varer eller ydelser, det søges beskyttet for samt, at det ikke må være en almindelig betegnelse for de pågældende varer eller ydelser. Man kan således godt få beskyttet helt almindelige ord som for eksempel ”Apple” for computere, men ikke for æbler. 

Langt de fleste varemærker er af ordmærker eller figurmærker – logoer. Ordmærkerne består udelukkende af bogstaver og/eller tal i en almindelig skrifttype, mens figurmærker er en samlebetegnelse for alle andre typer varemærker, hvori der indgår en særlig grafisk udformning. Et ordmærke giver den bredeste beskyttelse, da det som udgangspunkt giver eneret til selve ordet i relation til de pågældende varer eller ydelser, uanset i hvilken udformning det anvendes. 

Figurmærket derimod giver normalt kun beskyttelse for den konkrete udformning. Figurmærket giver desuden beskyttelse for den grafiske del af varemærket. Det gule ”M” i McDonald’s logoet er således i sig selv beskyttet, selvom det ikke anvendes sammen med ordmærket ”McDonald’s”.

I Danmark kan en varemærkeret opnås enten ved registrering eller ved ibrugtagning af mærket. Sidstnævnte mulighed er ganske særlig for dansk varemærkeret, idet de fleste andre lande udelukkende giver beskyttelse af varemærker ved registrering. 

For begge måder at opnå varemærkeret gælder princippet; først i tid, bedst i ret. Det er således ”først til mølle” som gælder. Den ret, der opnås ved blot at tage mærket i brug, gælder på lige fod med den registrerede ret, men en naturlig følge af rettighedens formløse karakter er, at rettighedens eksistens er sværere at bevise og derfor noget vanskeligere at håndhæve.

Et ibrugtaget varemærke adskiller sig endvidere fra det registrerede varemærke ved, at det er en forudsætning at mærket anvendes kontinuerligt, hvilket ikke er nødvendigt for det registrerede varemærke. Hertil kommer, at det ved registrering er muligt at registrere sit mærke for flere vareklasser også selv om mærket ikke anvendes for disse vareklasser. Omvendt gælder en brugsstiftet varemærkeret kun for præcis de varer eller ydelser som mærket anvendes for. Endelig gælder den regel, at et registreret varemærke skal tages i brug inden fem år fra registreringsdatoen. Reglerne for registrerede varemærker gør det, til forskel fra de ibrugtagne varemærker, muligt for virksomheder at tilrettelægge en fremsynet varemærkestrategi i forhold til hvilke produkter og ydelser, som ønskes markedsført i fremtiden.

I 2019 blev den danske varemærkelov ændret, så man nu har skærpet kravene til, hvor meget der skal til, for at et varemærke kan anses for at være taget i brug i Danmark. Brugen skal være mere end en lokal betydning, som det hedder i loven. Der findes endnu ingen retspraksis for, hvorledes dette krav skal fortolkes.

Danske varemærker registreres hos Patent- og Varemærkestyrelsen, der er den ansvarlige danske myndighed. Når en varemærkeansøgning indleveres, undersøger Patent- og Varemærkestyrelsen om det ansøgte varemærke har særpræg – dvs. om det efter sin karakter kan registreres som varemærke. Heri ligger at mærket naturligt vil blive opfattet som et varemærke af den relevante omsætningskreds. Mærket må altså ikke være så banalt det er ”det rene ingenting”. F.eks. gives der som udgangspunkt ikke varemærkeret til en enkelt farve. I kravet om særpræg ligger desuden, at varemærket ikke må være beskrivende eller være blevet en almindelig anvendt betegnelse for varen eller ydelsen. F.eks. kan varemærket ”FRUGT” ikke beskyttes for handel med frugt og grønt. Det kan derimod godt registreres for hi-fi udstyr, da ordet frugt ikke er beskrivende for hi-fi udstyr. 

Patent- og Varemærkestyrelsen udarbejder også en kort søgningsrapport, hvor varemærker, selskabsnavne og personnavne, der eventuelt kan være forvekslelige med det ansøgte mærke, nævnes. Søgningsrapporten er alene vejledende.

Hvis styrelsen vurderer, at mærket kan registreres, bliver det offentliggjort, således at andre indenfor 2 måneder har mulighed for at gøre indsigelse. Ansøgningen bekendtgøres i varemærketidende. Nedlægges der ikke indsigelse, registreres mærket efter udløbet af indsigelsesfristen. Det er vigtigt at notere, at selvom et varemærke er registreret, kan tredjemand stadig godt begære mærket ophævet, hvis man mener, at varemærket er registreret i strid med ens rettighed. Efter varemærkets endelige registrering er der en relativ stor sandsynlighed for, at andres rettigheder ikke krænkes.

I de fleste lande – herunder vigtige lande som Kina, Tyskland, Frankrig og Spanien – kan varemærkeret kun opnås gennem registrering i modsætning til i Danmark, hvor varemærkeret også kan opnås ved at bruge mærket.  

Ønskes et varemærke beskyttet i udlandet er der flere muligheder: 

  • Man kan vælge nationale ansøgninger i de relevante lande
  • EU-ansøgninger 
  • og/eller internationale registreringer via Madrid-Protokollen. 

Det kan betale sig at kombinere de forskellige muligheder alt efter behov.

Et EU-varemærke dækker hele EU, og kan være et attraktivt alternativ til nationale varemærkeregistreringer – navnlig ud fra en økonomisk og håndhævelsesmæssig betragtning. EU-varemærket er et harmoniseret system, hvilket betyder, at en EU-registrering gælder i alle medlemslande i EU. Ordningen forvaltes af Den Europæiske Unions Kontor For Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) beliggende i Alicante, Spanien.

Ved en enkelt registrering opnås beskyttelse i alle EU’s medlemslande.

Det er således administrativt en let – og langt billigere – løsning set i forhold til, hvis rettighederne skal registreres og fornys i op til 28 medlemslande. Har man ældre nationale rettigheder i medlemslandene, kan disse rettigheder videreføres i ens EU-registrering (anciennitet). 

EU-Domstolen har slået fast, at det som udgangspunkt er tilstrækkeligt at opfylde brugspligten i et enkelt medlemsland i EU for at kunne opretholde sin registrering, men denne praksis kan være under ændring.

Notering af ændringer i indehavernavn, andre oplysninger knyttet til varemærket eller dets overdragelse til tredjemand skal kun noteres ét sted. 

Endelig udstrækkes varemærkeretten automatisk hvis nye nationer optages i EU.

En International registrering (kaldes en Madrid registrering) er en fleksibel og billig løsning for virksomheder, som ønsker at registrere et varemærke uden for EU. 

Madridprotokollen er en konvention indgået mellem en lang række forskellige lande. Alle borgere og virksomheder i disse lande kan benytte sig af det administrative system Protokollen tilbyder til at opnå en varemærkeregistrering i et eller flere af medlemslandene. Protokollen bliver administreret af WIPO (World Intellectual Property Organization).

Man skal have en national eller EU-varemærkeansøgning eller registrering for at kunne anvende Madrid Protokollen og derigennem opnå varemærkeret i en række (selv)udvalgte lande.

Fordelen ved Madrid Protokollen er, at registrering, fornyelse, notering af ændringer og overdragelse af varemærker kan håndteres centralt ét sted. Visse lande – Kina for eksempel – anser dog nationale registreringer for at yde bedre beskyttelse, hvorfor vi normalt anbefaler, at man lader sit varemærke registrere nationalt i Kina, selvom det også kan registreres gennem Madrid Protokollen.

En dansk varemærkeregistrering er gyldig i 10 år fra ansøgningsdagen, og kan fornyes uden begrænsninger for 10 år ad gangen. Varemærkeretten er således i princippet uendelig.

Dog gælder den regel, at andre kan kræve varemærket ophævet, hvis det ikke har været brugt inden for de seneste fem år. Det er således ikke muligt at registrere et varemærke for derefter at ”parkere det i skuffen”.   Desuden kan varemærket kun opretholdes for de varer eller tjenesteydelser, det faktisk anvendes for.

LØJE IP anbefaler, at I løbende daterer og arkiverer materiale, som dokumentation for brug af jeres varemærker, herunder fakturakopier, brochurer, annoncer og lignende. Det samme gælder for så vidt angår handelspartnere såsom koncernforbundne selskaber, forhandlere og agenter i Danmark og i udlandet.

For andre mærketyper end rene ordmærker, der må bruges som man har lyst, tilrådes det, at man til stadighed bruger varemærket i den form, det er registreret, da det ellers ikke er sikkert, at brugspligten er opfyldt. Figurmærker bør derfor registreres i alle de forskellige versioner, som de anvendes og registreringer bør løbende opdateres i takt med, at de ændres.

Ja, i Danmark og visse andre lande kan varemærkeret opnås ved ibrugtagning.

I bør dog altid registrere jeres varemærker, fordi jeres varemærker risikerer at må vige for andre registrerede varemærker i lande, som ikke anerkender varemærkerettigheder som følge af brug.

Vil du arbejde sammen med os? Eller har du spørgsmål