Hvis du lytter til Taylor Swifts sang ”Wildest Dreams”, vil du sandsynligvis ikke engang bemærke, om du lytter til den originale indspilning fra 2014 eller sangerindens genindspilning udgivet i september 2021. Historier om Taylor Swift der genindspiller sine gamle albums for at komme ud af kløerne på sit gamle pladeselskab Big Machine, er efterhånden old news. Men de fleste artikler har fokuseret på, hvorfor Taylor Swift gør dette. I nærværende artikel fokuseres i stedet på ”hvordan”. Med andre ord gives et helikopterperspektiv på juraen, som gør det muligt for Taylor Swift at ”omgå” de musikrettigheder, der tilkommer hendes gamle pladeselskab uden at spørge om lov.
Lydindspilninger og musikværker er forskellige rettighedstyper
Komponister, sangskrivere og deres kommercielle samarbejdspartnere har ikke altid for øje for, at de enerettigheder, som knytter sig til indspillet musik, består af tre forskellige rettighedstyper. Den ene af disse rettigheder knytter sig til selve fremførelsen af musikværker, eksempelvis når en studiemusiker indspiller et værk. En nærmere beskrivelse af rettigheden til værksfremførelser ligger imidlertid uden for rammerne af artiklen.
Den anden rettighed er til selve lydindspilningen, også benævnt masteroptagelsen. Denne rettighed kaldes producentretten og tilkommer den person eller virksomhed, som fremstiller indspilningen. Dette er typisk det pladeselskab eller forlag, der finansierer og har ansvaret for indspilningen. Komponisten må herefter ikke råde over indspilningen uden at spørge pladeselskabet om lov foruden, hvad der måtte være aftalt i pladekontrakten. Som eksempel kan nævnes, når pladekontrakten ikke regulerer komponistens adgang til at lave remix af indspilningen. I dette tilfælde må komponisten ikke lave et remix af indspilningen uden pladeselskabets tilladelse.
Den tredje rettighed er ophavsretten til det underliggende musikværk. Det vil sige retten til den konkrete måde, som musik og tekst er udformet på. Denne ret tilkommer som udgangspunkt komponisten. Tilsvarende må pladeselskabet ikke råde over musikværket uden at spørge komponisten om lov foruden, hvad der er aftalt i pladekontrakten. Hvis det eksempelvis ikke er aftalt i hvilket omfang, der kan ske viderelicensering af indspilningen, skal pladeselskabet også spørge komponisten om lov.
Der består således et indbyrdes afhængighedsforhold mellem på den ene side retten til lydindspilningen og på den anden side retten til musikværket. Men her er det vigtigt at have for øje, at dette afhængighedsforhold kun består så længe, der gøres brug af lydindspilningen. Komponisten kan således uden at spørge pladeselskabet om lov lave genindspilninger af gamle sange, også selvom indspilningerne er identiske med de originale lydindspilninger. Så længe der ikke kopieres fra selve de originale lydoptagelser, kan indehaveren af retten til den originale lydoptagelse ikke forhindre komponistens genindspilning og efterfølgende udgivelse.
I den amerikanske ophavsretslov er dette forhold udtrykkeligt nedfældet i § 114 (b), som fastslår, at retten til en lydoptagelse ikke omfatter fremstilling af en anden lydoptagelse, der udelukkende består af en uafhængig optagelse af andre lyde, selv om disse lyde efterligner eller simulerer lydene i den originale lydoptagelse. Kort sagt omfatter producentretten kun retten til en lydoptagelse i teknisk forstand. Skønt dette ikke er så eksplicit beskrevet i den danske ophavsretslov, er samme regler gældende i Danmark. Reglerne er i øvrigt fastlagt i internationale ophavsretlige konventioner.
Det er således lovligt at genindspille en identisk sang med samme musikere, lydteknikere og instrumenter i samme studie med det samme optagelsesudstyr som den originale indspilning uden at spørge indehaveren af producentretten til den originale indspilning om lov.
Taylor Swifts genindspilninger af gamle sange illustrerer, at komponisten på den måde kan tage kontrollen over sange, hvor de originale indspilninger ejes af andre. Dog går denne kontrol ikke videre end, at genindspilningen er i sameksistens eller direkte konkurrence med den originale indspilning. Komponisten har således ingen kontrol over, hvilken indspilning musikbrugerne streamer og downloader mv.
Er Swifts genindspilninger begyndelsen på et opgør med pladeselskabernes masterrettigheder?
Det korte svar er nej.
Det er ikke usædvanligt, at pladekontrakter indeholder en klausul, som fastsætter et tidsrum, hvor artisten ikke må foretage genindspilninger af sange omfattet af pladekontrakten. Dette er netop for at undgå situationer som i tilfældet med Taylor Swift.
Ifølge en artikel i the Wall Street Journal har verdens største pladeselskab, Universal Music Group, iværksat en revidering af deres kontrakter, hvorefter kontrakterne opdateres med en forlænget periode, hvor artisten ikke må foretage genindspilning. Dette skulle ifølge avisen være sket som følge af Swifts genindspilninger af gamle albums.
Således kan pladeselskaberne imødekomme – set med deres øjne – udfordringen på et aftaleretligt grundlag, og Taylor Swift sagen har formentlig gjort langt de fleste pladeselskaber opmærksomme på problematikken.
Til trods for at Taylor Swift med hendes genindspilninger formentlig inspirerer andre artister, kan det af ovenstående grund ikke forventes at give anledning til den helt store revolution i pladeindustrien
Daniel Rosenthal Plon
Daniel er specialiseret i immaterialret og entertainmentret. Han rådgiver bredt om problemstillinger inden for underholdningsbranchen. Desuden rådgiver Daniel om stiftelse, beskyttelse og håndhævelse af immaterielle rettigheder.
Hvis du har spørgsmål om musikrettigheder, og andre juridiske spørgsmål relateret til underholdningsbranchen, er du velkommen til at kontakte ham ved at klikke her.