DESIGN

Løje IP er en pålidelig og leveringsdygtig samarbejdspartner, når I skal registrere og beskytte designs i Danmark, EU og resten af Verden. 

Designbeskyttelse omfatter et produkts udseende, eksempelvis brugskunst eller en emballages form. Designbeskyttelse kaldes også ”den lille ophavsret”, fordi der er væsentlige overlap mellem designretten og ophavsretten, men modsat ophavsretten er designbeskyttelse begrænset til produkters udseende.   

En designbeskyttelse giver jer eneret til at bruge designet, således at I kan forhindre andres kommercielle brug af samme eller lignende design.

Designbeskyttelsen omfatter ikke produktets funktion.

En række betingelser skal være opfyldt, før designbeskyttelse kan opnås. Der skal navnlig være tale om et ”nyt” design af ”individuel” karakter. Løje IP er specialister i håndteringen og vurderingen af disse specifikke krav, og har stor erfaring med registreringer af designs i Danmark, EU og globalt.

I EU kan der opnås designbeskyttelse uden at registrering ved udelukkende at offentliggøre designet. Dette giver en uregistreret designret, som dog har en begrænset varighed på tre år.

Løje IP hjælper med:

  • Strategisk rådgivning om beskyttelse af virksomheders produkter
  • Registrering af designs verden over
  • Undersøgelse og vurdering af mulige krænkelser på internationalt plan
  • Retssager om designtvister
  • Licensering og kommercialisering af designs
  • Assistance med overvågning af designs

Viden om designs

Designloven bygger på princippet om, at et design for at kunne beskyttes skal designet skal have en vis afstand til kendte design, hvis beskyttelse skal opnås. Med en designretten får I eneretten til at udnytte designet kommercielt. Herunder kan I få viden om nogle af de spørgsmål vi oftest møder. Har I flere spørgsmål ud fra jeres konkrete situation, er I velkommen til at kontakte os.

Et design er den overordnede fremtoning af et givent produkt. Der gælder ingen krav om en særlig æstetisk højde, hvorfor formgivningen af simple tekniske produkter kan beskyttes, såsom en kuglepen, en lighter eller en vandslange. Et design kan udgøres af et produkts – eller en del af et produkts – udseende, som er bestemt af de særlige træk ved selve produktet eller dets udsmykning, navnlig for så vidt angår linjer, konturer, farver, form, struktur eller materiale. For at kunne beskyttes skal designet være nyt og have individuel karakter. Dette betyder, at designet skal have en vis afstand til kendte designs, hvis registreringen skal være gyldig.

Som eksempler på designs, som ofte beskyttes kan nævnes emballage, medicinsk udstyr, møbler og forbrugerelektronik, men loven giver også mulighed for at beskytte fx et hjemmesidelayout eller skrifttyper. Også dele af et produkts udseende kan beskyttes. Derimod er edb-programmer eksplicit undtaget for designregistrering. Beskyttelsen for disse må søges i ophavsretten. 

Designloven bygger på princippet om, at et design for at kunne beskyttes skal være nyt og individuelt. Der er således tale om en to-trins raket. For at et design kan betegnes som nyt må intet identisk eller meget ens design tidligere være blevet offentliggjort. Designet skal således adskille sig meget lidt fra tidligere designs for at opfylde dette krav. Med individuel karakter forstås, at designet skal adskille sig på mere end uvæsentlige punkter samt give et andet helhedsindtryk end kendt fra tidligere design. Hvorvidt kravet om individuel karakter er opfyldt, afgøres på baggrund af to kriterier: Den informerede brugers (dvs. en mellemting mellem en forbruger og en fagmand) synsmæssige opfattelse af designet samt den grad af frihed designeren har haft ved udformningen af designet. Desto mere designet er betinget af tekniske funktioner, desto strengere er kravet til individualitet. 

Derudover findes der en såkaldt skånefrist. Er designet offentliggjort uden samtidig registrering, fx ved visning på en udstilling til potentielle samarbejdspartnere eller på nettet, er nyhedskravet stadig opfyldt, hvis designansøgning indleveres indenfor et år efter den første offentliggørelse. Med andre ord forbliver designet nyt i lovens forstand, selvom designet i realiteten ikke længere er nyt.  

Det giver den fordel at man har mulighed for at få feedback fra markedet, inden man iværksætter registreringsprocessen og de omkostninger der er forbundet dermed. 

En designregistrering giver også den store fordel, at bevisbyrden for om et design er nyt flytter fra registranten til krænkeren eller andre som påstår designet ugyldigt. Denne bevisbyrde kan ofte være vanskelig at løfte.

En designret er, ligesom de andre immaterielle rettighedstyper, en eneret. Eneretten indebærer, at rettighedsindehaveren har eneret til at udnytte designet kommercielt og derved forhindre andre erhvervsdrivende i kommerciel udnyttelse af design, som ikke giver den ’informerede bruger’ et andet helhedsindtryk. Den ’informerede bruger’ er den særligt opmærksomme forbruger, og således en mellemting mellem den faglærde og den almindelige forbruger. Eksempelvis en samler af dansk møbeldesign, der således orienterer sig bredt om møbeldesign, dog uden at have gennemgået eksempelvis en designuddannelse. Begrebet den informerede bruger er en såkaldt retlig fiktion. Dvs., man forestiller sig, hvad den informerede bruger ville komme frem til ved en sammenligning af det omtvistede og det ældre design. 

Designloven giver en helt generel beskyttelse, der ikke er bundet af produkttype. Hvis man således har beskyttet et bestemt designelement, fx et mønster til en musemåtte eller et håndtag, må andre ikke lave et design, der ligner det, uanset om designet anvendes på andre produkter, som ikke er i direkte konkurrence med det oprindelige produkt.

Den danske designlov implementerer i store træk EU’s designdirektiv. Det medfører, at reglerne i de øvrige EU-medlemsstater i høj grad minder om de danske. Der er dog nogle forskelle. For at opnå beskyttelse efter designloven skal designet registreres. Det sker ved at indsende en ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen. Mange designs, navnlig industrielle designs, er ikke tilstrækkelig originale til at være beskyttet efter ophavsretsloven. Her er beskyttelse som registreret design den bedste mulighed.

Imidlertid giver det sjældent kommerciel mening at registrere sit design i Danmark, da en EU designregistrering koster det samme eller mindre og giver beskyttelse i alle medlemslande. Det er derfor kun relevant at søge om registrering i Danmark, hvis man beskæftiger sig med reservedele, hvor der gælder andre regler i Danmark end i resten af EU. Endvidere kræver beskyttelse i Grønland og på Færøerne, at man opnår en dansk designregistrering.

For at få designbeskyttelse internationalt, findes flere muligheder. Inden for EU kan man få en EU-designregistrering, og uden for EU kan man søge om beskyttelse gennem det såkaldte Haag-Arrangement, der er opkaldt efter den traktat, der styrer systemet.

EU-designsystemet svarer til EU-varemærkesystemet, og forvaltes af samme myndighed, nemlig EUIPO i Alicante, Spanien. Man indsender én ansøgning til EUIPO, og hvis ansøgningen godkendes, er designretten gældende i hele EU.

En anden vigtig fordel ved EU-reglerne er, at man kan få en treårig beskyttelse i hele EU blot ved at offentliggøre sit design – eksempelvis på en branchemesse. Reglerne er oprindeligt tiltænkt modetøj, fordi modetøj udkommer typisk i tidsbegrænsede kollektioner og har derfor en kort levetid. Reglerne om uregistreret EU-design modsvarer i væsentligt omfang den danske markedsføringslov, og tilgodeser blandt andet modebranchen, som i mange tilfælde ikke har nogen interesse i at bruge tid og penge på designregistreringer for designs, som har udtjent deres formål på kort tid, men beskyttelsen gælder altså for alle former for designs. Reglen om skånefrist bidrager med yderligere fleksibilitet, idet man således kan afvente markedets reaktion før der træffes beslutning om designregistrering.

Der findes et yderligere internationalt registreringssystem, Haag-Arrangementet, der administreres af FN-organisationen World Intellectual Property Organization (WIPO) i Geneve. Danmark er tiltrådt Haag-Arrangementet, og herigennem er det muligt at få beskyttet sit design i mere end 55 lande, herunder alle EU-lande, USA, Syd-Korea, Norge og Schweiz.

Systemet fungerer på samme måde som Madrid-systemet for varemærker dog er der ikke krav om en basis registrering. Det vil sige, at man indleverer én ansøgning, og i denne ansøgning vælges de medlemslande, man ønsker sit design registreret i. Såfremt ansøgningen godkendes, registreres designet i de udvalgte lande. Imidlertid gælder der den forudsætning, at de ansvarlige myndigheder i hvert enkelt land godkender ansøgningen i henhold til deres national lovgivning. 

Haag-Arrangementet har ikke gennemgået harmonisering i samme grad som på varemærkeområdet. Derfor skal ansøgningen opfylde langt flere nationale krav end ved det tilsvarende varemærkesystem, Madrid-system for varemærker.

En designregistrering har i EU og Danmark en beskyttelsestid på op til 25 år, men skal altså fornys hvert 5. år, og beskyttelsestiden regnes fra ansøgningsdagen.

Beskyttelsestiden modificeres når der er tale om et design til en bestanddel, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at produktet får sit oprindelige udseende igen – typisk bilreservedele. I dette tilfælde kan designbeskyttelsen dog kun opnås i op til 15 år.

Uden for EU følger gyldighedstiden af et design de respektive nationale regler og varierer fra 10 år til 25 år. I USA er et designpatent gyldigt i 15 år.

Vil du arbejde sammen med os? Eller har du spørgsmål