NYHEDSARKIV

Retssager

KH Würtz vinder Højesteretssag om brug af brugskunst som regi i markedsføring

Højesteret afsagde d. 18. december 2018 en meget principiel afgørelse om brug af ophavsretligt beskyttet brugskunst som regi i markedsføring af fødevarer. Baggrund Baggrunden for

28. november 2019

Pharrel Williams og Robin Thicke, der står bag 2013s mest sælgende sang på verdensplan, ”Blurred Lines”, har endeligt tabt sagen mod Marvin Gayes familie og indehavere af ophavsrettighederne til hans musik, efter at fristen for at indgive ansøgning til bedømmelse af USA’s Højesteret er udløbet. Dermed er Court of Appeals for the Ninth Circuits dom af 18. marts 2018 endelig. Gayes familie har således fået medhold i, at sangen ”Blurred Lines” udgjorde en ophavsretlig krænkelse af Marvin Gayes ”Got To Give It Up”. Dommen har givet anledning til en heftig debat om omfanget af den ophavsretlige beskyttelse af musikværker. Sagens forløb I 1976 optog Marvin Gaye sangen “Got To Give It Up” i sit studie. “Got To Give It Up” lå nummer 1 på Billboards Hot 100 i 1977 og er stadig populær i dag. I juni 2012 skrev og indspillede Pharrell Williams og Robin Thicke sangen ”Blurred Lines”. “Blurred Lines” var den bedst sælgende single på verdensplan i 2013. Efter at have hørt ”Blurred Lines” gjorde Gayes familie et krav om ophavsretlig krænkelse af “Got To Give It Up” gældende over for Williams og Thicke. Efter mislykkede forhandlinger mellem parterne indgav Willams og Thicke stævning til en lokal domstol med påstand om anerkendelse af, at der ikke forelå en overtrædelse af rettighederne til “Got To Give It Up”. Gayes familie bestred dette og nedlagde selvstændig påstand om, at ”Blurred Lines” krænkede deres ophavsret til “Got To Give It Up”. Retten gav Gayes familie medhold, og den 18. marts 2018 stadfæstede Court of Appeals delvist afgørelsen. Navnlig stadfæstede Court of Appeal, at der var tale om en krænkelse af Gayes familiens ophavsret. Sagen skulle afgøres efter US Copyright Law fra 1909 Da sangen ”Got To Give It Up” er skabt i 1976, skal beskyttelsen vurderes ud fra den dagældende ophavsretslov US Copyright Act af 1909. Efter denne lov var det kun nedskrevne værker i form af tekst og noder, som er beskyttet efter loven. Derimod var selve lydoptagelsen ikke beskyttet, og retten bestemte derfor at lydoptagelsen, samt lydoptagelsen af ”Blurred Lines”, ikke skulle indgå i krænkelsesvurderingen. Lydoptagelser blev først beskyttet med Ophavsretsloven af 1976, som trådte i kraft i 1978. I amerikanske krænkelsessager vedrørende efterligninger af beskyttede musikværker er der i retspraksis udviklet en test, der overordnet går ud på at afgrænse, hvorvidt der er en betydelig lighed mellem to værker, hvor dommen ”Three Boys Music” er en af de ledende domme. Man sondrer i ophavsretten mellem de situationer, hvor kunstneren har stor henholdsvis lille frihed i sit kreative virke. Hvis kunstneren har stor frihed anses værket for at besidde et stærkt særpræg eller nærmere ”wide range of expression”, og dermed nyde en beskyttelse, der ikke kun begrænses til identiske værker, hvor hele eller beskyttede fragmenter plagieres direkte, men også til værker med en betydelig lighed. Musikværker nyder normalt en bred beskyttelse, da den kunstneriske frihed er stor Testen består af to trin. En objektiv og en subjektiv del, hvor domstolen på baggrund af en helhedsbedømmelse af samtlige relevante forhold afgrænser ligheden mellem to musikværker. Selve sammenligningen af to værker udføres dels ved brug af sagkyndige ekspertvidner og dels ved brug af lægdommere. Den objektive del af testen består i at frasortere alle ikke-beskyttede elementer og herefter ud fra objektive kriterier at sammenligne værkernes ideer og udtryk såsom basgange, keyboards, signaturfraser og hooklines. Den subjektive del består i en vurdering af, om en almindelig fornuftig person vil anse de to værker for sammenlignelige. Endvidere gælder efter praksis lempede krav til den objektive del af testen, såfremt skaberne bag det nyere værk har været bekendt med det ældre værk og beviseligt været inspireret heraf ved frembringelsen af det nyere værk. Inspirationen behøver ikke være bevidst, men kan godt være ubevidst. Testen består i at sammenligne noder Et af de vigtige punkter i sagen var spørgsmålet om lydoptagelserne kunne indgå i krænkelsesvurderingen efter 1909-loven. Retten vurderede, at “Got To Give It Up” havde ”a wide range of expression” og derfor kunne underlægges betydelig-ligheds-testen. I den forbindelse anførte retten, at der gjaldt lempede krav til den objektive del, idet Williams og Thicke erkendte under sagen i førsteinstansen at være inspireret af “Got To Give It Up”, da de komponerede ”Blurred Lines”. Med henvisning til Copyright Act af 1909 udtalte appeldomstolen – ligesom District Court – at der ikke i den lov var hjemmel til at inddrage lydoptagelserne ved krænkelsesvurderingen, og de fastslog, at der alene skulle ske en sammenligning af de nedskrevne relevante dele af værkerne – noderne. Herefter nåede retten frem til, at District Court ikke havde begået fejl i vurderingen af, om der bestod en betydelig lighed mellem de to værker og at ”Blurred Lines” på den baggrund udgjorde en krænkelse af “Got To Give It Up”. En dissentierende dommer anførte til gengæld, at en sammenligning mellem musiknoder ikke er tilstrækkelig og ved ikke at tillade at lydoptagelserne blev medtaget i den objektive test, var det ikke muligt at sammenligne værkerne på objektivt grundlag. Endvidere anførte dommeren, at udfaldet af dommen medfører, at Gayes familie ikke blot har fået ophavsret til ét værk, men til en hel musikstil. Dommen kan få konsekvenser for beskyttelsen af amerikanske værker Der hersker generelt konsensus i den globale musikbranche om, at det er tilladeligt at låne af hinandens ideer og udtryk, endda på relativt nærgående vis. Så længe man ikke direkte plagierer hele værket eller de mest kendetegnende elementer af et værk, så anses det for tilladt at lade sig inspirere. På den baggrund er dommens resultat kontroversiel navnlig for komponister og sangskrivere, og der er i dommens kølvand opstået en frygt for, at den vil skabe præcedens og ende med en overflod af søgsmål mod musikværker, der er stærkt inspireret af tidligere værker, hvilket størstedelen af musikværker er. Denne frygt bekræftes af den dissentierende dommer i sagen, som mener, at der er tale om en uhensigtsmæssig præcedens. Dommeren anfører endvidere, at Gayes familie ikke har grund til at være glade for dommens udfald, da de nu selv risikerer at krænke tidligere værker. Sammenholdt med amerikanernes forkærlighed for civile søgsmål og det forhold at retspraksis i almindelighed tillægges betydelig retskildeværdi i USA, er en inflation i krænkelsessager på området ikke utænkelig, men forekommer dog uhensigtsmæssig. Uanset om det forekommer uhensigtsmæssigt, at dommen kan give anledning til en overflod af krænkelsessager, bør det forhold at der i praksis blandt sangskrivere og komponister er en tendens til at låne fra hinandens værker, ikke nødvendigvis kunne indskrænke den ophavsretlige beskyttelse. Eller sagt med andre ord, hvis der foreligger et juridisk grundlag for, at der er sket en krænkelse af rettighederne til ”Got To Give It UP”, bør det forhold at andre risikerer en retssag principielt ikke udvise loven. Som anført ovenfor indrømmes der i USA en bred beskyttelse til værker, som har et stærkt særpræg. Dette medfører, at der tale om en krænkelse af ophavsretten til et ældre værk, hvis der ud fra en helhedsbetragtning er betydelig lighed mellem to værker vurderet ud fra den objektive og subjektive to-trins test. Den subjektive test forklares i dommen på følgende måde: “It asks ‘whether the ordinary, reasonable person would find the total concept and feel of the works to be substantially similar.” Det kan oversættes til, at når to musikværker har samme identitet og æstetiske oplevelse, kan der bestå en betydelig lighed og dermed foreligge en krænkelse af det ældre værk. Williams og Thicke erkendte at have brugt ”Got To Give It Up” som reference, da de skrev og indspillede ”Blurred Lines”. Det kan derfor med føje siges, at det var tilstræbt at indfange ”Got To Give It Up”’s identitet. Sammenholdt med, at der efter de sagkyndige udsagn bestod betydelige ligheder mellem de to sange, kan det forsigtigt siges, at værkerne i et eller andet omfang er udtryk for samme æstetiske oplevelse og ikke kun samme musikstil, som den dissentierende dommer ellers anførte. Set fra et praktisk perspektiv er rækkevidden af dommen nok lidt mere begrænset, end nogen har givet udtryk for. Imidlertid var flere af de bærende elementer i Got To Give It Up, som indgik i rettens vurderingsgrundlag, udtryk for almindeligt kendte elementer fra Motown-genren. Juraprofessor med speciale i music copyrights ved Duke University, Jennifer Jenkins, skriver følgende (https://law.duke.edu/cspd/blurredlines): Copyright only covers “original, creative expression.” Anything Marvin Gaye copied directly from his Motown, funk, or disco predecessors is not “original” and should be off the table. (For example, “Got To Give It Up” was inspired by Johnnie Taylor’s song “Disco Lady.” Gaye cannot claim copyright over material that he himself borrowed.) (…) And, to the extent that copyright-protected material from Gaye’s song recurs in Thicke’s, it is too inconsequential to be considered “substantial.” Dette er helt i tråd med den dissentierende dommers argumentation. Dog er det bemærkelsesværdigt, at Williams og Thicke har brugt lige netop Gayes sang som reference og ikke Motown-genren i almindelighed eller andre Motown-sange. Det forekommer således principielt ikke urimeligt at et musikværk, hvor det faktisk er tilstræbt at lukrere på et andet værks identitet, kan udgøre en krænkelse. Det kan tilføjes, at Pharrel Williams og Robin Thicke er særdeles velrenommerede kunstnere både i og uden for USA og man må formode, at de havde haft midler til, at indgå en aftale med familien Gayes forud for udgivelsen af singlen. De var jo dybest set godt klar over, at de havde brugt ”Got To Give It Up” som direkte reference. Endvidere kan det anføres, at der gennem de seneste årtier har været en udvikling i retning af, at komponister og sangskrivere gradvist har ”lånt” mere og mere fra andres værker ud fra en betragtning om, at alt er opfundet. Dommen kan få en præventiv effekt og således presse sangskrivere og komponister – måske særligt inden for populær musik – til at anstrenge sig for at differentiere deres værker yderligere og i højere grad søge originalitet, hvilket kan have en positiv indvirkning på musikudviklingen i almindelighed. Tilbage står det forhold, at de to værkers lydoptagelser aldrig blev sammenlignet, hvilket må antages at være den mest hensigtsmæssige måde at vurdere musikværkers indbyrdes lighed på, idet musiknoder blot er en oversættelse af lyd til skrift og dermed mindre egnet til sammenligning end lydindspilningen selv, navnlig når man skal afklare et musikværks æstetiske udtryk og identitet. Det er ikke usandsynligt, at dommen ville have fået et andet udfald, såfremt retten havde tilladt, at lydindspilningerne var indgået i sammenligningen af værkerne. Dette støttes af de utallige udmeldinger, der har været i kølvandet på dommen fra almindelige personer, bl.a. på sociale medier verden over, som stiller sig uforstående over for sammenligneligheden mellem de 2 sange. Med andre ord taler dette for, at en almindelig fornuftig person ikke kan høre en betydelig lighed mellem de to sange. Dommens udfald skal ses i lyset af den gamle 1909 ophavsretslov, som foreskriver at det kun er nedskreven musik, som er beskyttet. Reglerne skal ses i sammenhæng med den tid de blev til. At foretage lydindspilninger i 1909 var teknologisk omstændeligt og bekosteligt, og reglen er sandsynligvis udtryk for, at det var praktisk nemmere at registrere og beskytte musiknoder. I kontekst med nutidens teknologiske muligheder fremstår 1909 ophavsretsloven derfor som forældet og upraktisk, hvad angår formalia omkring beskyttelse af musikværker. Anvendelsen af 1909 ophavsretsloven var central for vurderingsgrundlaget og måske helt afgørende for dommens udfald. Den fremadrettede betydning af 1909 ophavsretsloven må antages at få stadig mere begrænset betydning. Konsekvensen for danske musikere er begrænset Ophavsretten er globalt harmoniseret via Berner-konventionen. Af denne konvention følger, at medlemslandene gensidigt skal anerkende ophavsret fra andre medlemslandes borgere. Konventionens grundprincip er dog også, at en eventuel krænkelse altid skal vurderes på grundlag af krænkelseslandets lovgivning. US Copyright Act fra 1909 har således ingen retskraft i Danmark. Det indebærer, at en vurdering af en ophavsretskrænkelse i Danmark godt kan inddrage lydoptagelser – også selvom det værk som gøres gældende måtte være frembragt før 1978 og således i USA være omfattet af 1909 loven. Når det kommer til selve testen for krænkelse, så ligner dansk og amerikansk ret hinanden meget. Om andre værker ligger inden for beskyttelsessfæren afgøres ud fra en sammenligning. Af lovmotiverne til den danske ophavsretslov fra 1961 fremgår, at ”beskyttelsen af værket omfatter værket i alle de skikkelser, det kan antage uden at tabe identitet.” Ligeledes USA gælder også i Danmark, at kendskab til det ældre værk er en skærpende omstændighed i vurderingen. Fra dansk retspraksis kan nævnes Oister-dommen fra Sø-og Handelsretten 2014, hvor to ord på tre toner var nok til at opfylde originalitetskravet. Skaberne bag det nyere værk krænkede derfor ophavsretten til det ældre værk ved at bruge fragmentet meget kort i det nyere værk. Sagen er et eksempel på, at der efter dansk retspraksis ikke skal meget til for, at der foreligger tilstrækkeligt sammenfald af identitet mellem to musikværker til at statuere krænkelse. ”Blurred Lines” dommens generelle præmisser om musikværkers beskyttelsesomfang er således ikke langt fra, hvad der gælder efter dansk ret. Dermed ikke sagt at dommen konkret ville fået samme udfald, hvis den var blevet pådømt i Danmark, men sangskrivere og komponister i Danmark bør dog notere sig, at der er overvejende harmoni mellem det ophavsretlige beskyttelsesomfang af musikværker efter henholdsvis amerikansk og dansk ret. Det er derfor fornuftigt at tage Blurred Lines dommen i betragtning når man skaber nye værker herhjemme i Danmark

Ophavsret

Ophavsretlig beskyttelse af musikværker efter ”Blurred Lines” dommen

Pharrel Williams og Robin Thicke, der står bag 2013s mest sælgende sang på verdensplan, ”Blurred Lines”, har endeligt tabt sagen mod Marvin Gayes familie og indehavere af ophavsrettighederne til hans musik.

27. november 2019

NYHEDSARKIV

KH Würtz vinder Højesteretssag om brug af brugskunst som regi i markedsføring

Ophavsretlig beskyttelse af musikværker efter ”Blurred Lines” dommen

LØJE IP © | CVR-nr. 16970107 | +45 32 42 05 40 | Øster Allé 42, 6th. DK-2100 Købenahvn Ø